Alle indlæg af Morten Juhl

Generalforsamlingsreferat 2024

Her er link til referatet af generalforsamlingen 2024 i pdf.

Referatet kan også læses direkte herunder.

—————————-

29. april. 2024

Referat af Generalforsamling i Grundejerforeningen Nordmarken

Afholdt i Læsø Seaside Golf Klubs lokaler d.31. marts 2024 kl. 11.00.

DAGSORDEN:

1. Valg af dirigent.

2. Formandens beretning.

3. Kassererens fremlæggelse af regnskabet for 2023.

4. Indkomne forslag fra medlemmer og/eller bestyrelsen.

5. Godkendelse af budgettet for 2024, samt fastlæggelse af kontingent.

6. Valg af kasserer og 2 bestyrelsesmedlemmer.

7. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter.

8. Valg af revisor og revisorsuppleant.

9. Eventuelt.

Ad. 1.: 

Formanden bød velkommen og foreslog foreningens revisor Sven-Aage Sørensen som dirigent. Forsamlingen godkendte dette, Sven-Aage modtog valget, og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt varslet, og han bad formanden fremlægge sin beretning. 

Ad. 2.: 

Bestyrelsen er tilfreds med, at der kan afholdes generalforsamling tæt på medlemmerne med mulighed for at vælge mellem påskelørdag og 1.st. påskedag, efter vedtægtsændringen på den ekstraordinære GF d.5. marts 2024.

Vi har aftalt med vejmanden Arly Møller, at han holder øje med, at vejene er i orden, hvis det pludselig sætter ind med meget nedbør. Der har været meget vådt i år på Læsø, og derfor holder han også øje med grøfterne i vores område, det er muligt, at grøften fra Banstensvejen og langs ”komarken” til Jenses J. skal oprenses. Den store grøft i Banstensvejens vestre side er Læsø kommunes, og den skal oprenses, så en del af vandet kan komme til at løbe mod syd, men det bliver Læsø Kommunes job at få vandet afledt mod syd. Vi tager kontakt med Læsø Kommune.

Bestyrelsen opfordrer alle til at fælde/beskære de træer, som rager ud over vejene, så vi ikke får opringninger fra Læsø Forsyning, som ikke kan komme forbi med den store renovationsbil. Der er en ret bred rabat langs alle vejene, og de træer, der står i rabatten, er foreningens ansvar, hvis de vælter i blæsevejr, eller står i vejen. Så alle grundejere kan hjælpe til ved at nappe de træer. Det er gratis brænde, og I kan bare finde jeres skelpæle, så er det nemt at se. De træer, der står mellem vejen og jeres skel, må I meget gerne selv fælde. Skelpælene i vejkanten står som regel bag de brune skabe. Foreningen undersøger hvordan vi rent juridisk står, hvis en storm vælter foreningens træer ind over f.eks. en bygning, eller en storm vælter en grundejers træer ud i fællesarealet. Bestyrelsen lægger ikke op til en træ-massakre, men risikotræer bør selvfølgelig fjernes.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vedligeholdelsesudgifterne til vores veje er steget, i takt med øget kørsel med den store renovationsbil. Men vi kan ikke gøre noget ved det, kun henstille til forsyningen at tage hensyn til vores veje. Vi opfordrer også til hensynsfuld kørsel med byggematerialer på stikvejene til Banstensvejen.

Beretningen blev godkendt.

Ad.3: Regnskabet for 2023 blev gennemgået af kassereren, og det blev godkendt uden bemærkninger.

Ad.4: Der var ingen indkomne forslag fra foreningens medlemmer eller bestyrelsen.

Ad.5 :Formanden fremlagde budget for 2024, som blev vedtaget uden bemærkninger, og det blev besluttet at fastholde kontingentets størrelse på 400 kr pr år. Dog blev det besluttet med den kattelem, at såfremt udgiften til betaling af grundskyld for fællesarealerne udhuler foreningens økonomi, vil der være mulighed for at hæve kontingentet, så mer-udgiften dækkes. Det er ganske nyt, at foreningen skal betale grundskyld af fællesarealerne i vores område. Disse arealer har hidtil været vurderet til 0 (nul), fordi de ikke kan bebygges/ sælges/ eller på anden måde ejerskiftes.

Budgettet blev herefter godkendt.

Ad.6:                             

Kasserer Henrik Korsholm, Den Store Jolle 24

Bestyrelsesmedlem Birgitte Jepsen, Prof. Johansens Vej 1

Bestyrelsesmedlem Ingelise Clausen, Jenses Jolle 13  

Blev alle genvalgt.

Ad.7:

Bestyrelsessuppleant Erik Schelde, Post-Jollen 31 blev nyvalgt.

Bestyrelsessuppleant Herdis Kristensen, Post-Jollen 13, blev genvalgt.

Ad.8:

Revisor Sven-Aage Sørensen og revisorsuppleant Jens Erik Buch-Hansen, Den Store Jolle 28, blev begge genvalgt.

Ad.9:  Under eventuelt blev der spurgt om oprydning på et areal, hvor der var blevet fældet, og formanden lovede, at der ville blive ryddet op.

Der blev spurgt om, hvorfor kommunevandet i år var brungult. Læsø Forsyning har oplyst, at det skyldes forekomst af finkornet okker, som grundvandet på Læsø er meget rigt på. I perioder med lavt vandforbrug aflejres finkornet okker i vandledningerne, og når der så kommer øget vandforbrug, som f. eks i Påsken, så løsrives okkeren i vandledninger, og vandet bliver unormalt mørkt. Der er ingen sundhedsrisiko forbundet med misfarvningen, og der er forskellige tiltag på vej for at afhjælpe problemet. Tidligere har man skyllet vandledningerne igennem.

Der blev bedt om en rydning af ”postkassestien” mellem Langvarigheden og Prof. Johansens Vej, det er allerede sket.

Flere medlemmer fra Post-Jollen opfordrede til at få fjernet postkassestativerne. Det kan vi ikke få lov til, det har vi spurgt om før, så vi må få sat en maler på sagen, så de derved bliver mindre skæmmende.

Et af vore medlemmer gjorde opmærksom på, at der i forstrandsområdet mellem Banstensvejen, klitten langs havet forbi den nye trappe, videre langs kvæghegnet tilbage mod Banstensvejen, findes meget sjældne lav-arter. For at beskytte dem bør færdsel ske på de eksisterende stier, der trådt til. Derfor skal vi også anmelde til Politiet, hvis der køres med store 4-hjulede køretøjer i området, mellem havet i nord og syd mod indhegningerne.

Trapperne til stranden skal kikkes efter, der er skader efter vinteren, og det er Naturstyrelsen, der skal ruskes op i, det er allerede gjort, men resultatet er endnu ikke besigtiget.

Herefter fandt dirigenten, at dagsordenen var udtømt, og erklærede generalforsamlingen for afsluttet.

Formanden takkede dirigenten for hans indsats og medlemmerne for god ro og orden under generalforsamlingen.

Undervejs havde vi en kort pause i GF, hvor Ejendomsmægler Peter-Christian fra Estate-Læsø, fortalte om det ny initiativ med Golf-husene, som nu kan købes til eget brug og udlejning.

 Henrik Korsholm                                     Sven-Aage Sørensen

      Referent                                                            Dirigent

INDKALDELSE TIL GENERALFORSAMLING 2024

Her er link til dokumentet Generalforsamlingsindkaldelse 2024.

TIL MEDLEMMERNE AF GRUNDEJERFORENINGEN NORDMARKEN.

DER AFHOLDES ORDINÆR GENERALFORSAMLING FOR ÅRET 2023.
DET SKER I RESTAURANTEN LÆSØ SEASIDE GOLF KLUB PROF. JOHANSENSVEJ 2

1.st PÅSKEDAG SØNDAG D. 31. MARTS 2024 KL.11.00

DAGSORDEN:

  1. Valg af dirigent.
  2. Formandens beretning.
  3. Kassererens fremlæggelse af regnskabet for 2023.
  4. Indkomne forslag fra medlemmer og/eller bestyrelsen.
  5. Godkendelse af budgettet for 2024, samt fastlæggelse af kontingent.
  6. Valg af kasserer og 2 bestyrelsesmedlemmer.
  7. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter.
  8. Valg af revisor og revisorsuppleant.
  9. Eventuelt.

BEMÆRK: DET ER DEN FØRSTE DAG MED SOMMERTID kl.11.00 vi mødes i Læsø Seaside Golfklubs restaurant.

Det er vigtigt at I tilmelder jer med antal deltagere. Vi skal have borde og stole til alle, vi får the/kaffe kringle, og et par snitter med en øl eller en vand til.

HUSK AT TILMELDE JER——–så der er mad til alle, på tlf. 21269525 (formanden) eller mail: mortenjuhl@webspeed.dk

Med venlig hilsen og på gensyn til generalforsamlingen i forhåbentligt godt påskevejr.

Grundejerforeningen Nordmarkens Bestyrelse.

Referat af Generalforsamling i Grundejerforeningen Nordmarken

Afholdt i Læsø Seaside Golf Klubs lokaler d. 8. april 2023 kl. 11.00

Klik på dette link for at få referat i PDF.

DAGSORDEN:

1. Valg af dirigent.

2. Formandens beretning.

3. Kassererens fremlæggelse af regnskabet for 2022.

4. Indkomne forslag fra medlemmer og/eller bestyrelsen. Herunder forslag til vedtægtsændring.

5. Godkendelse af budgettet for 2023, samt fastlæggelse af kontingent og indskud.

6. Valg af formand og 1 bestyrelsesmedlem.

7. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter.

8. Valg af revisor og revisorsuppleant.

9. Eventuelt.

Ad. 1.: 

Formanden bød velkommen og foreslog foreningens statsautoriserede revisor Sven-Aage Sørensen som dirigent. Forsamlingen godkendte dette, Sven-Aage takkede for tilliden, konstaterede at generalforsamlingen var lovligt varslet, og han bad formanden fremlægge sin beretning. 

Ad. 2.: 

Bestyrelsen glæder sig over, at det nu er muligt at afholde generalforsamling tæt på medlemmerne i vores eget område. Det er så også grunden til, at en vedtægtsændring bliver foreslået under pkt.4., så golfklubben har mulighed for at vælge mellem påskelørdag og 1.st. påskedag. 

Vi har aftalt med vejmanden, at vejene snart bliver glattet ud og tromlet, og for nogens vedkommende pålagt nyt materiale. Dette arbejde udføres, så snart vejret tillader det. Det omfatter 2 af jollerne og 2 af stikvejene til Banstensvejen. Det ser ud til, at alle grøfterne trækker fint, så vi slipper for udgifter til oprensning i år. Forstykket ud mod komarken, langs Jenses Jolle, bliver ligesom vores vejkanter, slået til efteråret, det har været for vådt i foråret. Et medlem rundsendte sidste år en mail, hvori han mente, at visse knoglerester i området var fra harer og skyldes slåning af arealet, men de stammede fra 2 rådyrkid, som lå døde i forstykket, og som vi lod ræven rydde op i. 

På sidste års generalforsamling blev der udtrykt et stærkt ønske om at få undersøgt muligheden for, at få en hjertestarter opsat i området. Bestyrelsen tog straks kontakt med Læsø Sea-side Golfklub, som ligeledes var interesseret. Klubben fik kontakt med en forhandler, som havde et særtilbud på en starter med varmeskab til 15018,75 kr, og vi takker for 10.000 kr i tilskud fra Læsø Fiskeindustris Fond, hvorved udgiften blev på 5018,75 til deling mellem grundejerforeningen og golfklubben. Vi skal så betale halvdelen af et serviceeftersyn hvert år, og hjertestarteren har siddet klar siden 1. juli 2022 uden på klubhuset. Det er så op til folk selv at få et kursus, men man kan bare kontakte hjerteforeningen. Hjertestarteren kræver en konstant tilslutning til strøm. Der sidder en vejledning på hjertestarteren, hvis den kommer i brug. Det håber vi selvfølgelig ikke, men hvis uheldet er ude, er den der.

Den hyppige kørsel med en alt for stor renovationsbil på alle vore veje gennem hele året slider meget synligt på vejene.  Vi har stigende udgifter til at holde vejene i acceptabel stand. På den anden side skal de ikke være så gode, at der køres for stærkt. Det giver ligeledes problemer på de mindre stikveje, som ikke er funderet til store biler, så vi er nødt til lidt efter lidt at få rettet op på vejfundamentet, og samtidig appelere til, at der ikke bliver kørt med unødigt store lastbiler med byggematerialer o.lign. Vi vil tage kontakt med XLByg, og sætte dem ind i situationen. 

Hastigheden på vejene er tit for høj, og vi vil bede Læsø Kommune oplyse om, hvilke former for skilte med krav om sænkning af hastigheden, vi må sætte op. 

Vi har fået klager fra Læsø Forsyning, fordi grene fra træer rager ud over vejen, så renovationsbilen skal køre ud i rabatten for at komme forbi. Grundejerne opfordres til at tilse, at den enkelte grundejers træer ikke rager ud i vejarealet. Træer, der står udenfor de enkelte parceller, står i fællesarealet, og foreningen vil måske blive nødt til at fælde for at skabe luft, men den enkelte grundejer er velkommen til at fælde de træer, som står i rabatten mellem egne skelpæle og vejen, og skaffe sig noget gratis brænde.  Til efteråret vil vi så gennemgå, hvor meget der gror i rabatterne—fællesarealet—og det vil om nødvendigt derefter blive fjernet, og udgiften hertil vil selvfølgelig blive lavere for foreningen, hvis I selv har snuppet noget til brændeovnen.

Hvis der står træer i fællesarealet, som på en eller anden måde er til gene, kan man rette henvendelse til kassereren, eller formanden, som vil tage stilling til evt. fældning. Man må ikke på eget initiativ fjerne træer i fællesarealet.

Bestyrelsen undersøger muligheden for at tilføre grusvejen et støvdæmpende middel. Der er flere muligheder, som kan mindske støvgenerne i tørre perioder.

Ved sidste års generalforsamling blev der stillet spørgsmål om, hvorvidt man måtte have husdyr i vores område. Læsø Kommune svarer klart: 

Nej til heste, grise, køer og får. 

Ja til katte og hunde kun 4 stk. 

Ja til 20 høns.

Der blev spurgt til beretningen, om der er hjerteløbere på Læsø, og det er der.

Beretningen blev herefter godkendt.

Ad. 3 

Kassereren gennemgik det reviderede regnskab for 2022.  Der var ønske om at adskille posteringerne for udgifterne til bestyrelsesmøder og generalforsamling. Det blev taget til efterretning og bliver rettet fremover, og herefter blev regnskabet godkendt

Ad. 4.: 

Bestyrelsen havde fremsat et forslag til vedtægtsændring, som var tilstillet alle medlemmer, sammen med generalforsamlingsindkaldelsen. 

Årsagen var, at golfklubben henvendte sig sidst i februar, og gerne ville have os til at afholde GF påskesøndag (1.st påskedag). Klubben ville gerne disponere påskelørdag til morgenmad for medlemmerne, standerhejsning og åbningsmatch med præmier osv. Vi havde allerede en aftale for 2023 om påskelørdag.

Vi skal desværre afholde vores GF Påskelørdag, det står i vedtægterne, så efter gode, venskabelige samtaler med klubben, blev vi enige om, at vi fik vores GF i år på påskelørdag, men at vi fik lavet en vedtægtsændring, så den evt. kan holdes påskesøndag. Og det var tæt løb, fordi det var en uge før grænsen for vedtægtsændringer skulle være meddelt bestyrelsen, skæringspunktet er 1.marts

Vedtægtsændringen, som er fremsendt til medlemmerne, lyder som følgende:

I § 4. ” Ordinær Generalforsamling afholdes hvert år Påskelørdag på Læsø. Bestyrelsen meddeler tidspunkt og sted pr. post/hjemmeside”

                                                            ændres til

          ”Ordinær Generalforsamling afholdes hvert år Påskelørdag eller 1.st Påskedag på Læsø. Bestyrelsen meddeler dato, tid og sted pr. e-post/hjemmesiden www.nordmarken.eu

Dirigenten fremsatte forslaget til vedtægtsændringen, der imidlertid ikke kunne vedtages, da fremmødet var for ringe. Vedtægterne kræver 2/3 af medlemmernes tilstedeværelse incl. evt. fuldmagter. Der var ingen modstand mod forslaget, men nogen syntes, at man kunne have ændret til hele påsken, men der kunne ikke rettes i det fremsatte forslag.

Det blev med simpelt flertal besluttet, at forslaget genfremsættes i uændret form på en ekstraordinær GF, og kan vedtages her, hvis forslaget opnår 2/3 af de nærværende stemmer.

Ad. 5.: 

Budgetforslaget for 2023 blev godkendt, og kontingentet blev fastholdt.

Ad. 6.:Valg

Formand Morten Juhl, Den Store Jolle 31 og bestyrelsesmedlem Lise Skærlund, Post-Jollen 15 blev genvalgt.

Ad. 7.:  Valg.

Bestyrelsessuppleanterne Herdis Kristensen Post-Jollen 13 og Henrik Skovgaard Post-Jollen 21 blev genvalgt.

Ad. 8.:Valg

Revisor Sven-Aage Sørensen og revisorsuppleant Store Jolle 26, blev genvalgt

Ad. 9.: Eventuelt

Et medlem var noget utilfreds med formen på generalforsamlingen (GF), og han syntes, at der blev brugt for mange penge på GF. Formen er skitseret i vedtægterne, og skal der ændres i det, må man stille et forslag og få det bragt op på GF. Ifølge vedtægterne er der ikke mulighed for at køre GF på TEAMS, men alle medlemmer har mulighed for at stille et forslag til ændringer i vedtægterne, det tager bare tid at få det igennem GF. Den form med en hyggelig, samlende GF, finder bestyrelsen meget vigtig, fordi man mødes fra de forskellige veje. Tidspunktet, hvor flest mulige medlemmer kan deltage, er uden tvivl i påsken, og fremmødet er efter de flestes mening flot. Der blev udtrykt både tilfredshed og utilfredshed med antallet af fremmødte. 

Hvis GF skulle placeres i juli, ville der helt klart være så mange udlejede huse, at fremmødet til GF ville blive noget lavere.  Og i øvrigt ville vi få problemer med at finde et sted, som kunne servicere en GF om sommeren. Formanden sagde, at medlemmerne måtte fremsende forslag til ændringer eller valg. Hvert medlem må komme med 3 fuldmagter + sin egen. Medlemmer kan give fuldmagt til formanden med præcis beskrivelse af, hvad stemmen skal bruges til, og der er i vedtægterne ingen begrænsning i antallet af fuldmagter, som bestyrelsen kan administrere i tilfælde af afstemning.

Samtlige sommerhusgrundejerforeninger på Læsø afholder deres GF på et tidspunkt i påsken.

Der blev talt om ATV kørsel i klitterne og på stranden, det er en politisag, men vi viderebringer gerne budskabet til ordensmagten. Vi har sammen med Golfklubben skrevet til Læsø Kommune og spurgt, om det var muligt, at busruten mellem Vesterø og Østerby kunne køre en lille omvej forbi vores arealer. Kommunen viderebringer ønsket, men det er trafikselskabet, der bestemmer. På et spørgsmål om snerydning i vores område er svaret klart: der ryddes ikke sne på vores veje.

Der var et spørgsmål om, hvem der skal afholde udgifter for vejskader, der opstår i forbindelse med byggeri/anlægsarbejde. Formanden henviste til § 9 i vedtægterne, hvor der tydeligt står, at det er skadevolder(bygherren), der er ansvarlig og erstatningspligtig.

Herefter lukkede dirigenten generalforsamlingen og takkede for god ro og orden. 

Formanden takkede dirigenten for hans myndige måde at lede generalforsamlingen på

Henrik Korsholm og Sven-Aage Sørensen

Referent                                  Dirigent

INDKALDELSE TIL GENERALFORSAMLING 2023

Her er link til dokumentet Indkaldelsen til generalforsamling 2023

GRUNDEJERFORENINGEN NORDMARKEN.  21. marts 2023

TIL MEDLEMMERNE AF GRUNDEJERFORENINGEN NORDMARKEN

DER AFHOLDES ORDINÆR GENERALFORSAMLING FOR ÅRET 2022.

DET SKER I RESTAURANTEN LÆSØ SEASIDE GOLF KLUB

PROF. JOHANSENSVEJ 2

PÅSKELØRDAG D. 8. APRIL 2023 KL.11.00

DAGSORDEN:

  1. Valg af dirigent.
  2. Formandens beretning.
  3. Kassererens fremlæggelse af regnskabet for 2022.
  4. Indkomne forslag fra medlemmer og/eller bestyrelsen.
  5. Godkendelse af budgettet for 2023, samt fastlæggelse af kontingent og indskud.
  6. Valg af formand og 1 bestyrelsesmedlem.
  7. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter.
  8. Valg af revisor og revisorsuppleant.
  9. Eventuelt.

Bemærk kl.11.00 i Læsø Seaside Golfklubs restaurant

Det er vigtigt at I tilmelder jer med antal deltagere. Der skal være borde og stol til alle, vi får the/kaffe kringle, og et par snitter med en øl eller en vand til. 

HUSK AT TILMELDE JER……. af praktiske årsager.  Ring på tlf.  21269525 (formanden) eller på mail: mortenjuhl@webspeed.dk

Med venlig hilsen og på gensyn til generalforsamlingen i forhåbentligt godt påskevejr.

Grundejerforeningen Nordmarkens bestyrelse